|
Jeg havde 2 ugers sommerferie i vente og blev fuldstændig overasket da Sveske foreslog en charterrejse til sydens sol.
Vores første ferierejse, hvor vi ikke var selvbefordrende. Den første rejse hvor vi som udgangspunkt tog af sted alene.
Jeg var uforberedt på forslaget, da han på grund af skræk og overvægt havde afslået nogen sinde at bevæge sig op i et fly.
Desuden er steder med varme ikke hans kop te, også på grund af overvægten, som jo varmer i sig selv.
Men jeg lod ham ikke ombestemme sig og sagde ja hurtigere end jeg har sagt ja til noget han har foreslået de sidste mange år.
Syv dage i Alanya blev bestilt, betalt og jeg kan love jer, vi begyndte at glæde os.
Vi havde valgt Falk-Lautidsen efter anbefaling.
Søndag den 26-8 stod vi så i Billund, med kufferter, pas og rejsefeber.
Vi tjekkede ind 2 timer før vi skulle, for at have tid til at kvaje os.
Det gjorde vi nu ikke, alt gik gnidningsløst, indtil vi fandt vores plads i flyveren.
Sveske havde efter råd fra garvede globetrotter bestilt og betalt for sæde med ekstra plads.
Problemet var bare viste det sig da vi sad i flyet, at han ikke måtte sidde der, grundet sin overvægt.
Kabinepersonalet fik dog hurtigt frembragt nogle alm. sæder til os, og det viste sig at de var komfortable nok. Der havde ikke været grund til at bestille ekstra plads.
Hurra for kompetent kabinepersonale der uden at lave det store postyr fik os omplaceret.
Så påbegyndtes flyveturen. En mærkelig men spændende fornemmelse. Os to alene på nye eventyr.
Omkring kl .22 Tyrkisk tid lagde flyet an til landing. Det var skyfrit, men vi kunne ikke se andet end lysene under os.
En ting som kommer pludselig i Tyrkiet er mørket. Den skumring som vi er vant til hjemmefra lærte vi hurtigt ikke fandt sted. Der var lyst og som ved et finger knips er det mørkt.
Da vi forlod flyet, var det som at træde ind i en mur af varme.
Ca30 grader i natten, en varme som vi først efter nogle dage begyndte at finde naturlig.
Jeg havde haft en forventning om at varmen så småt var begyndt at klinge af for i år. Men det var den ikke, 35-40 grader om dagen og ca. 25 grader om natten var ugens temperatur. Vand og aircondition blev uundværlige remedier denne uge.
Men alt i alt vænnede i os hurtigt til varmen og nød den i fulde drag. En anden og nok så væsentlig gevinst, var at behovet for smertestillende medicin, på grund af nakke og ryg, var lig nul denne uge.
Jeg var fuldstændig smertefri i bevægelsesapparatet hele ugen. En følelse der tangerer paradis på jord.
Vel ude af flyet og igennem pas kontrollen, blev vi mødt af en af vore guider.
Vi skulle ud på en bustur på et par timer, fra Antalya til
Alanya. Det kedelige ved turen var det uendelige mørke.
Den ene af vore tre guider Helene slog dog noget af tiden ihjel med lidt historik og praktiske oplysninger.
Vore tre guider, viste sig at være nogle særdeles kompetente bekendtskaber, som i høj grad havde æren for at vore ophold blev behagelige.
Lige fra at være et behageligt selskab under udflugter til at træde i karakter når det var nødvendigt.
Så unge mennesker med så stor faglig ekspertise, man må håbe deres overordnede værdsætter dem lige så meget som vi gjorde.
Stor tak til Helene-Simone og Anne for en behagelig uge.
Henad kl. tolv ankom vi som sidste hold fra bussen til Hotel Sunshine.
Vi havde været rundt med de andre til diverse hoteller i Alanya.
Vores hotel lå ca. 8 km fra centrum og som sidste på ruten.
I mørket var der ikke de store muligheder for at danne sig et indtryk af de ydreomgivelser, men vi kunne mærke varmen og dufte blomsterne. Duften forstærkes i den grad af varmen.
Vi fik vore nøgler og kunne så begynde turen op med elevatoren til femte sal.
Op til et yderst ok værelse, faktisk et perfekt værelse. God plads, aircondition og køleskab som blev brugt flittigt til at køle vore dansk vand ned med. En del af servicen var desuden ny forsyning af danskvand dagligt på værelset.
Med i vores hotel pakke var” all inklusive.” Ved ankomst til hotellet fik vi et armbånd på, der berettigede os til at forsyne os med mad og drikkevarer døgnet rundt.
Morgenmad-frokost bufe- snak buffe-kaffe med kage-aftensbuffe og til sidst suppe til natmad.
Der var ingen grund til at sulte, og det gjorde vi bestemt heller ikke. Desuden var der drikkevarer ad libitum.
Man kunne faktisk have rejst på ferie uden at have pungen oppe af lommen hvis det var det man ville.
Der var to muligheder for at bade og solbade. Hotellets pool og stranden.
Fra hotellet var der lavet en tunnel under gaden som førte direkte til stranden.
Ved stranden stillede hotellet også parasoller og strandstole til rådighed, desuden havde de en strandbar sammesteds, hvor vi kunne forsyne os med kolde drikke, ad libitum. Bare vi havde hotellets armbånd på.
Vi gjorde rigelig brug af strandstolene og de udendørs barer.
De lokale drinks og øllet var meget tyndt alkoholmæssigt, men kolde, de gled ned i en lind strøm. , og den lokale saft lavet på kirsebær var pragtfuld både smagsmæssig og til at slukke tørsten med..
Hotellet stillede også andre faciliteter til rådighed, Internet cafe, frisør og diskotek hvilke vi ikke gjorde brug af.
Tyrkisk bad som vi prøvede en gang og underholdning om aftenen.
Vi overværede underholdningen, men indholdsmæssig var den meget tynd.
En minder mig om mit møde med guider i andre rejseselskaber.
Mine forhåndskenskaber til disse består i unge mennesker der stiller sig op på en scene og skaber sig til et karaoke anlæg.
Der var dog enkelte islæt i underholdningen der fangede, en mavedanser en
aften. for eksempel. Ellers gjaldt det for så vidt kun om at få de unge i publikum til at udstille sig i mulige og umulige situationer.
Formålet med mavedanserinden var da også at få deltagere udstillet på scenen, men selve optakten til denne seance, var en opvisning som jeg ikke ville have været foruden.
En aften holdt en lokal læderforhandler, modeshow. Under aftensbuffeen var han rundt blandt os udlændinge for at dele lodsedler ud.
Der ville blive foretaget en lodtrækning under showet. Vi modtog vore lodder og lovede at dukke op.
Efter modeshowet, blev der foretaget lodtrækning, og tænk alle udlændingene vandt.
Præmierne var småting som skulle afhentes i han butik inde i byen.
Han ville sende en bus for at afhente os dagen efter, så vi kunne besøge hans butik og få vore gaver.
Jeg takkede nej, og gik glip af et par ”øjne”. Et par øjne som returnerer onde tanker om en, hvis man bærer øjnene og har fået dem foræret.
Jeg havde fået et parøjne foræret af den lokale kiosk, så jeg var dækket ind.
De handlende har mange måder at tiltrække de nødvendige turister på.
En del af de handlende i byen har deres visitkort liggende i hotellets reception.
Vi kan bede receptionisten om at ringe en af forretningerne op og bed om at blive afhentet.
Hvilket så vil ske uden købetvang, bare vi ser deres varer. En let måde at komme ind til byen på, som vi dog ikke brugte.
Uden for hotellet ankom konstant den ene shotlebus efter den anden til næsten ingen penge, så dem brugte vi.
Desuden skulle du bare stå to min, ved vejen, så holdt en eller minibus klar med et tilbud omkring en udflugtstur. Til et beløb som man ikke kunne være bekendt at diskutere.
Taxierne er også billige og kører i hobetal. Man skal være obs. på at der forventes drikkepenge.
Man skal være i besiddelse af gode nerver for at bevæge sig ud i trafikken, på fire hjul.
Alle kører aggressivt og som om de har første ret til vejen. Et bremsen, et dytten, et råben ud af vinduet eller de åbne døre ,efter dem de lige er ved at køre ned i fodgængerfeltet, hører sig til hvad enten det er taxa busser eller ambulancer man kører i.
Rejseselskabets busser er dog bedre opdragede. De kører som vi kender det herhjemme fra, selv om det er lokale vognmænd.
Det der undrede mig meget er manglen på cykler. Dem så jeg ganske få af. To på en uge.
Derudover var der en god trafik af scootere.
Vi tog på ferie med det formål at slappe af så meget som muligt.
Ligge ved poolen eller middelhavet og bare at dase, bade og læse.
Ingen af os fik dog læst den bog færdig vi her især havde taget med.
Men vi fik badet, både i pool og i middelhavet.
Mandag deltog vi intromøde og meldte os til to af arrangementerne, en tur i Haman og en sejltur på havet med besøg til vandfaldene.
Vel hjemme på hotellet blev vi opsøgt af hotellets bademester, som tilbød os et tyrkisk bad om eftermiddagen til en meget favorabel pris.
To dage med tyrkisk bad, vi skulle nødes men indvilligede og fik en oplevelse for alle pengene.
Først opvarmning, på en varm marmorplade, derefter afskrubning, sæbemassage og afvaskning.
Så en tur på massagebriksen afsluttende med muddermaske. Det var en meget grænseoverskridende fornemmelse, at blive behandlet således.
Det er ved at være en halv menneskealder siden at nogen skrubbede min hals for mig.
Under seancen blev vi beværtede med æblete, en skøn drik som vi tager med hjem til de kolde efterårs aftener.
Vi var fire mand sammen om behandlingen denne eftermiddag. I en meget nærværende og hyggelig atmosfære.
Tirsdag var det så turen sammen omkring rejseselskabets hamam tur.
Vi blev hentet seks mand fra hotellet, og sendt af sted med en lille bus, mens Helene skulle samle op i en anden bus fra de andre hoteller.
Vi ankom derfor ca. ½ time før de andre, i ventetiden fik vi serveret æblete, men så var det også slut med særbehandlingen.
Jeg tror vi var ca. 20 mand på vores hold, da vi var samlet.
Proceduren var den samme som dagen før, men stemningen var utrolig samlebåndsagtig.
Vi var jo ikke det eneste hold på stedet.
Selve de perioder hvor vi var under behandling af personalet var bortset fra massagen utroligt hurtigt overstået.
Jeg oplevede to ansatte der mens de skrubbede mig og en anden stod og skændtes hen over hovedet på os.
Massørerne var til gengæld mere professionelle, Sveske havde en til at gå på ryggen.
Men vi var glade for at vi fik oplevelsen med mandag.
Vandfaldsturen gik vi glip af. Jeg måtte jo en tur på sygehuset i stedet.
Men de der havde været med på turen var heller ikke uddelt begejstret.
Turen var god men langvarig. Det der sker og som man skal være opmærksom på når man tilmelder sig fælles udflugter er ventetid.
Der skal ventes på de andre passagerer, oplevelserne bliver heller ikke så intense når flokken er stor.
Jeg vil anbefale at man arrangerer turene med få medrejsende, hvilket man sagtens kan.
Der er altid en vogn uden for hotellet der hurtigt og billigt giver dig den oplevelse du ønsker. Befolkningen er yderst ærlig og hjælpsomme, så man kan roligt begive sig af sted på egen hånd.
De sætter en ære i at servicere dig og gætte dine ønsker før du næsten selv har tænkt dem.
Husk drikkepenge!
Vi tog et par ture til basarerne, hvor skoene, taskerne og t shirtsene var de dominerende handelsobjekter.
Der skal pruttes og det blev der også. Varerne som vi fik med hjem var kopivarer af tasker og tørklæder, og den lokale æblete.
Vi blev hurtigt spottet i basarerne og tiltalt.” Billigere end Bilka”, hvor de så end har de slogan fra.
Nogle var mere ærlige. ”Vi har brug for jeres penge, og det tror jeg på”.
Børnesælgere som vi havde fået at vide var forbudt og som blev straffet meget hårdt, både som sælgere og købere, så vi dog ikke.
Overalt hvor vi færdedes blev vi mødt med ærlig venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed.
Der stod næsten en person klar til at opfylde dine mindste behov, før du havde tænkt dem.
Man kan ikke føle sig andet end velkommen. Jeg blev på et tidspunkt opsøgt af en ældre forretningsmand på stranden. Ikke påtrængende men spørgende, ”hvad bliver der af turisterne?”
Antallet af danske turister er faldende, var hans opfattelse, og de mangledes.
På en strand ved middelhavet i høj solskin omgivet af sol, palmer og venlighed, er det svært at relatere tankerne til terror og andre politiske problemstillinger. Så jeg nøjedes med at sige at det ikke var sidste gang jeg kom.
Hotellets personale kæver sin egen beskrivelse. Alt kørte som på skinner.
Rengøring, kokke og reception. Vores bedste oplevelse var dog tjenerne.
Ca. 10 unge drenge som stillede i hvid skjorte, sorte bukser og blankpolerede sko kl. halv otte morgen og så servicerede gennem til kl. tolv aften hvor de var klare til at gå til køjs.
Ryddede borde – serverede, passede bar, vaskede op og fjernede affald ved pool.
Dybt beundringsværdige. Glade og sjove drenge, som vi hurtigt faldt for, og fik et godt forhold til. Drenge der efter sæson skulle hjem, hvor det så end var og fortsætte deres skolegang.
Drenge der var drenge i sind, men også var ansvarlige i job.
Vi håber at kunne få lov til at følge en af drengene, også efter hjemkomsten.19 årige Yasim, Som blev gode venner med Sveske.
Vi vil i hvert fald gøre vores til at kontakten holdes Allerede nu inden denne rejsebeskrivelse er færdig, har vi korresponderet lidt over mail.
Et rejsebekendskab er en gave, to er doppelt så stor en gave.
Vi fandt hurtigt sammen med to ægtepar som var velbevandrede udi rejserriet.
To til tre rejser årligt er deres kvote.
Krista og Søren to pensionister, der rejser lige så snart de har tid og råd.
To mennesker der lever for at rejse og er så heldige at begge stadig er fuldt aktive.
Bente og Arne et ægtepar på vores alder der også rejser et par gange om året.
Hvor var vi heldige at finde sammen med disse par og nyde godt af deres erfaringer og bestemt også nyde godt af deres selskab.
Vi kendte ikke hinanden da vi ankom til Tyrkiet, men var sammen det meste af tiden fra dagen efter vi var ankommet. Måske var det det, måske ses vi igen. Vi har udvekslet adresser, men kun tiden vil vise om der bliver mere ud af dette bekendtskab. Uagtet hvad, Tak for godt rejseselskab.
Tirsdag begyndte min hals at gøre nykker, skylden blev givet til aircondition og åbne busdøre og vinduer. Onsdag var svær at komme igennem, jeg kunne ikke ignorere smerten ret meget mere.
Så jeg gik i seng uden aftensmad onsdag og lå vågen det meste af natten. Jeg kunne efterhånden ikke synke og var bange for at lægge mig til at sove, for min hals var ved at lukke. Af og til sprang jeg op af sengen fordi jeg ikke kunne få luft, når jeg lå ned. Tidlig næste morgen var der ingen vej uden om. Sveske måtte ringe til guiderne ved sekstiden og fortælle at vi havde brug for en læge.
Intet problem i det tidlige tidspunkt, tyve minutter senere stod lægen på værelset.
”Werry werry bad ” sagde han dystert. Du har ringet for sent, jeg bliver nødt til at indlægge dig.
Hvornår skal du hjem.? Uhu . Jeg var helt færdig. - Jeg så resten af ferien i et
røgslør.
Jeg ville blive afhentet af en af hospitalets patientbefordringer om en halv time, så der skulle jeg være klar. Efter en halv time kom patientbefordringen, Sveske blev afvist der ikke var plads, blev der sagt, så han fik mig ind i bilen, gav mig tres euro i min bæltetaske plus min mobil og fotokameraet. Så kom jeg på køre tur.
Fyrre i feber, svært ved at trække vejret, for åbne vinduer, på bagsædet i en bil der bevægede sig op i bjergene. Kontrasten fra byens velfærd til bjergenes fattigdom kom som et
billedskift så hurtigt at det næsten er utænkeligt. På et tidspunkt var jeg ved at være ret utryg ved situationen.
Snavs, affald og forfaldne huse på en vej uden ret meget asfalt.
Det viste sig dog at der skulle samles lokale op til dialysebehandling.
Så efter en times tid ankom vi til hospitalet.
Jeg blev fulgt ind i privatafdelingen af chaufføren. Der skulle jeg starte med at udfylde forskellige papirer. Personalet observerede hurtigt at de var jeg ikke i stand til, jeg var ret omtåget og sølle.
Så jeg blev eskorteret op på mit værelse, og fik påbegyndt behandling.
Intravenøs penicillin.. Drop og noget gurglevand der skulle rense/desinficere svælget udefra.
Jeg fik besøg af hospitalets leder, ikke at han ville blande sig i behandlingen, men han ville lige hilse på.
Jeg var lidt lost, da noget af personalet kun kunne tyrkisk, men så ringede
sygeplejerskerne ned i receptionen og gav besked til en der kunne engelsk og som så videregav beskeder til mig.
Hen mod middag ankom Simone, en af guiderne og hjalp mig med udfyldelsen af papirerne.
Tak for det.!!
På værelset var der en sofa til slægtninge. Normen er ikke som i Danmark at der er sygehuspersonale
til rådighed til den omsorgsprægede del. Det sørger familierne selv for. Men sygeplejerskerne er dybt fagligt professionelle i deres hverv.
Jeg havde lidt problemer, når jeg skule fragte droppet med på toilet eller skulle tage medicinen og gurgle. Jeg fik besked på hvad jeg skulle gøre men ingen hjælp til handlingen.
I værelset over for mig lå en ældre mand. Han havde den dag fire kvinder og et par sønner om sig konstant. Helt ulig et dansk hospital med ro, var der en enorm larm derovrefra.
Da Sveske fandt mig om aftenen, tilbød han at blive, men da havde den intraviøse penicillin gjort sin virkning, feberen var faldet til normal, og gurglevandet virkede også.
Jeg tog natten med på hospitalet og næste morgen fik jeg lov til at tage hjem.
Jeg skulle lige hente min medicin på apoteket overfor, og så melde mig i receptionen, så ville jeg blive kørt hjem.
Jeg hentede medicin, og fik den udleveret ganske gratis, ved at vise det gule sygesikringsbevis.
Så henvendte jeg mig for at blive fragtet hjem. Sygetransporten med mig var kørt fra hospitalet, da vi pludselig fik besked om at vende om. Han skulle køre ambulance sagde han, så jeg skulle sætte mig ind og vente.
Til min overraskelse var det mig der skulle køre med ambulance.
Ind på passagersædet, bagi lå en medrejsende fra hotellet på båren.. Hun var hofteopereret og hoften ar desværre skredet under ferien, så hun havde været inde og få den på plads.
Så fik jeg en køretur jeg sent glemmer. Jeg troede dog at ambulancefolk kunne styre deres trafikdjævel.
For fuld udrykning, og med hornet i bund når folk ikke flyttede sig hurtigt nok, gik det mod hotellet. I et fodgængerfelt var han ved at køre et par ældre mennesker ned, dem råbte han ydermere ud af vinduet efter. Hvorom alt er, min hospitalstur og især hjemkomsten lige efter morgenmaden, for fuld udrykning, gjorde at vi fik flere bekendtskaber blandt de medrejsende.
Desuden bevirkede hospitalsopholdet til at jeg indstillede mad festen og fik smag for den tyrkiske yougurt. Den
penicillin behandling slog i bogstaveligste forstand bunden væk under mig.
Op til tuen hjem i flyet indtog jeg hverken vådt eller tørt et halvt døgn før.
Jeg var bange for at skulle besætte toilettet, men holdt mig dog i skindet.
Der gik en dags tid efter hjemkomsten fra hospitalet før jeg igen tog fuldt ud del i morskaben. Lidt uansvarligt måske, men jeg var at finde i middelhavet igen dagen efter. Dog sørgede jeg for ikke at gå i vådt tøj. Så måtte jeg døje med konsekvenserne når jeg nåede hjem.
Men sikkerhedsnettet det virker, tak til guiderne for overblik og ansvarstagen i en situation, hvor jeg var stået af.
Nogle af de indtryk jeg kommer hjem med de modsætningsfyldte levevilkår.
Umiddelbart kommer vi ind i en verden anno 2007. Rigt og farvestrålende som derhjemme.
Høje lejlighedskomplekser og mondæn ferie hoteller side om side.
Der bygges uforståeligt rigt med flotte maskiner, Maskiner der er så fine og flotte at man næsten kun har set billeder af dem herhjemme.
Oplyste gader der overgår selv magasins juleudstilling. En frodighed i planter med tilhørende vandingsanlæg. Jeg tænker med den samme energi.
Elektricitet og det dyrebare vand. Der er ikke den samme norm til at spare på de dyrebare dråber. Desuden er der en larm af en biltrafik som næsten er Hongkong værdig. Gamle biler og nye biler i en sand blanding. , ikke med tegn på miljøforanstaltninger.
Jeg undrer mig også i mit eget univers omkring deres juleudstilling.
Hvordan ser den ud i forhold til gadebelysningen om sommeren.? Jeg fik så ved selvsyn konstateret overgangen fra turistby til land, tror jeg.
Da jeg blev hentet af patientbefordringen, skulle jeg med rundt for at afhente lokale til dialyse.
Fra den ene gade til den anden blev omgivelserne ændret så markant.
Faldfærdige huse, snavs i bunker langs vejen, krumbøjede fruer, løse dyr(hunde især), ingen eller mangelfuld asfalt.
Jeg blev så utryg at forlade det kendte til noget så fattigt, uden forvarsel, at jeg var ved at føle mig som ”Hans og
Grethe der skulle lægge spor for at finde tilbage.
Jeg overvejede seriøst at begynde at sende smser i lind strøm til min mand med gadenavne.
Men selvfølgelig endte jeg igen i det kendte.
En anden bagside af medaljen fik jeg på hospitalet. Et stort og rigt privat hospital, med en fattig bagside. Ikke fattig på synsindtryk (som i kan se i fotoalbummet).
Det er som Tyrkiet lever i to årtier. 1935 og 2007 lever side om side.. Jeg kan grue for hvordan de skal mødes på et tidspunkt.
Uden for byen, har jeg billeder af store byggeprojekter, hvor moderne tekniske maskiner arbejder, side om side med byggeprojekter hvor krumbøjede mennesker henter bygge sten i trillebører.
Velplejede marker, dyrket ved hjælp af traktorer og diverse landbrugsmaskiner, liggende ved siden af små jordlodder, hvor bonden går i majsmarken og hakker med en hakke.
Et meget modstridende signal.
Et er dog sikkert, hvad enten du snakker med arbejderen, købmanden eller den selvstændige forretningsdrivende, er budskabet at de har så vanvittigt brug for dine penge.
Enten for varer eller for service ydelser.
Vi er ikke færdige med Tyrkiet. Hold dog op for et spændende samfund.
Uagtet andres mening, siger mit selvsyn at Tyrkerne er et stolt, ærligt, og imødekommende folkefærd.
Jeg mangler selvfølgelig et døgn men jeg mangler også et eller andet sted en udvidelse og en bekræftelse i det de bekendtskaber, det lykkedes os at etablere på kun en uge, gav os.
Det giver en et billede af hvilke menneskelige værdier der betyder noget i sidste ende, nemlig det sociale.
Titler, penge, prestige, hvad er det værd i sidste ende.
En sidste gevinst var varmen, du er nødt til at lade dig styre af elementerne og ned drosle dit aktivitets niveau så du har det behageligt trods varmen.( For mit vedkommende også blodtrykket, som var normalt, for første gang i flere år., det blev taget i forbindelse med hospitalsindlæggelsen)
De eneste der kan køre i højt gear menneskeligt er chaufførene der har aircondition i deres biler.
Yasin spurgte i dag, hvornår kommer i igen?
Vi ved det ikke, men vi kommer.
På et eller andet tidspunkt.
|
