Israel - Israel 2006, rejsebeskrivelser

Forfatter: Pernille Föh

Se flere informationer, fotos og links på forfatterens  Hjemmeside

Israel 2006
På vores tur jorden rundt i 2002 mødte vi israelerne Eithan og Limor. Vi har siden talt om, at det kunne være skægt at komme ned og besøge dem, specielt i påsken, hvor der måtte ske noget specielt - tænkte vi. 


Der har hele tiden været uroligt i Israel, men i efteråret 2005 vurderede vi, at der har været relativt roligt i Israel, så i påsken 2006 skal det være. I mellemtiden er Arafat død og så er der lige sagen med de meget omtalte tegninger, men vi besluttede os for at tage afsted alligevel. 

Vi boede hos vores israelske venner, Eithan og Limor, pånær de 2 dage vi var i Jerusalem, hvor vi boede på hotel. 

Vi skulle have fløjet fra Billund til Frankfurt tidligt d. 8. april og videre til Tel Aviv, men desværre fik vi i januar at vide, at flyet fra Billund nu afgår senere, og derfor kunne vi ikke nå flyet i Frankfurt. I stedet tog vi af sted d. 7, og må så måtte vi overnatte i Frankfurt. Det hele blev dog ændret en gang til, og så skulle vi via KBH. 

D. 7. april - afrejse 
Vi nåede frem til Frankfurt til tiden. Vi boede på Hotel Luxor. Det er et glimrende lille hotel. Personalet er venligt og der er en rigtig god morgenmadsbuffet. Vi havde bestilt hotellet gennem denne side (link). Ved booking af hotel igennem siden optjenes et antal point, som veksles til rabat på hotel, næste gang man bestiller. 

Fra lufthavnen og ind til byen, kører linje S8 og S9 til hovedbanegården. Billet trækkes i en automat og koster 3,3 Euro. Toget kører ca. hvert kvarter, lidt oftere på hverdage. Undergrundsbanen er pæn og ren og faktisk over jorden det meste af tiden. Stationerne er ikke særligt servicemindede. Det kan være svært at finde den rigtig vej ud, da der ikke er noget kort. 

Selve byen er lidt interessant. Byen har mange højhuse, som også er en seværdighed i sig selv. Byens mest kendte søn er Goethe. Det er muligt at besøge Goethes hus i Frankfurt. Det ligger i bymidten, hvor der er en flot plads med dertilhørende cafeer og barer. Der er også flotte kirker i byen.

Om aftenen spiste vi fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant - det var jo Pernilles 35 års fødselsdag. 

D. 8. april
Vi havde fået at vide, at vi skulle være i lufthavnen 2 timer før afgang. Det lød lidt vanvittigt, men det tog næsten en time at få checket ind. Mød op i god tid! Køen var lang, og dem der kom efter os, stod i endnu længere tid. 

Da vi ankom til Tel Aviv var vores ene kuffert blevet i Frankfurt. Lufthansa betalte på stedet 400 Shekel, svarende til ca. 540 dkr. (pr. 21/4 2006), så vi kunne købe, hvad vi manglede. Det tog meget lang tid at komme gennem paskontrollen, og vi var første ved bagagen efter 45 minutter. Derefter tog det en halv time at klage over den manglende bagage. Tel Aviv kan prale af at have en ny og flot lufthavn. Se mere her (link). 

Vi blev hentet af Eithan og han kørte os til deres flotte lejlighed i en forstad til Tel Aviv. Om aftenen kørte vi ind og så gamle Jaffa. Det er nu en del af Tel Aviv, men er den oprindelige by. Da jøderne kom til området boede der palæstinensere her. Jøderne flyttede ind i det nye Tel Aviv. Jaffa består af to dele. En meget livlig del med pita boder, meget larm og støj. Den anden del, er mere turistet, og fyldt med gallerier og små butikker. Det har et lidt eksklusivt præg over sig. 

Herefter var det tid til at vende næsen hjem til Eithan og Limor og få en tiltrængt nats søvn. 

Næste morgen var vi friske, og klar til Eithans nøje planlagte turprogram. Heldigvis har jeg nogenlunde samme størrelse som Limor, og jeg fik lånt lidt skiftetøj, da min kuffert først ville nå frem efter at vi var kørt. 

Dagens første stop var op i bjergene. Det er interessant at se, hvor grøn Israel er. Der er bække, små vandfald og træer. På grund af tørken (det regner ikke fra maj til september) bliver træerne ikke ret høje. Det er ikke muligt at kommer herop med offentlige transportmidler, men har man lejet en bil, er det et kønt sted at gå ture. 

Artiklens afsnit: Forside - Nazareth - Jerusalem - Caesarea - Tel Aviv

 

 

 

 

 

At rejse er at leve .dk - Copyright notice

At rejse er at leve.dk

Forsiden

Rejsebeskrivelser

Israel

Artiklens afsnit

Forside

Nazareth

Jerusalem
Caesarea
Tel Aviv