| Myndighederne
i Calabrien har flyttet mere end 1.000 indvandrere
efter uroligheder i Rosarno.
Rosarno ligger omkring 50 kilometer nordøst
for Reggio di Calabria i Calabria regionen.
I følge myndighederne opholder en overvejende
del af indvandrerne sig i Italien uden
opholdstilladelse.
De er nu flyttet til lejre andre steder i
Italien.
Slavearbejde
De illegale indvandrere kommer oprindelig fra
landene omkring Sahara i Afrika.
I Calabrien arbejder skønsmæssigt 8.000
illegale indvandrere som frugtplukkere i områdets
landbrug.
Arbejderne lever under forhold, der betegnes
som slavelignende, og for en ussel løn.
Styrer og malker området
Den omfattende frugt og grønsagsindustri i
Calabrien, styres i følge de italienske
myndigheder, af den lokale mafia, Ndrangheta.
Forbryderorganisationen Ndrangheta har
medlemmer langt ind i det politiske system.
I oktober 2008 arresteredes således Rosarnos
borgmester, Carlo Martelli fra Berlusconis parti,
Forza Italia.
Carlo Martelli var anklaget for at have tætte
forbindelser med forbryderorganisationen.
I december 2008 afsatte centralregeringen
endelig hele byrådet i Rosarno og satte byen
under administration.
Ulmende utilfredshed
Området har en arbejdsløshed på 18 procent. Den
billige arbejdskraft er derfor ikke populær
blandt dele af befolkningen.
Urolighederne i Rosarno ulmede allerede i
december 2008, da en bevæbnet mand angreb en
forladt fabrik, hvor indvandrer arbejderne sov om
natten.
En 21-årig mand fra Elfenbenskysten blev
alvorligt såret. Dette fik immigrantarbejderne
til at gå gennem gaderne i en fredelig
demonstration for bedre arbejdsforhold.
Optøjerne i den forgangne uge, udløstes efter
at nogle unge mennesker havde beskudt nogle
indvandrere med luftgeværer.
Angrebet udviklede sig til optøjer i gaderne
med afbrænding af biler og smadrede
butiksruder.
|