Haiti -  Ramt af kraftigt jordskælv 

Kort over Haiti med Port au Prince

Den 14-01-10  
Haiti blev tirsdag ramt af et kraftigt jordskælv. Tusinder frygtes omkommet. 
 
Jordskælvet, der måltes til 7.0 på den åbne Richterskala, ramte Haiti klokken 16.53 lokal tid. 

Skælvet havde sit epicenter otte kilometer under jordoverfladen, omkring 15 kilometer syd for hovedstaden, Port au Prince. 

Jordskælvet blev efterfulgt af to efterskælv på 5,9 og 5,5 Richter, samt en halv snes mindre efterskælv. 

Voldsomme ødelæggelser 
Skaderne efter tirsdagens jordskælv kan endnu ikke overskues, men det meste af hovedstaden Port au Prince menes at ligge i ruiner. 

Antallet af omkomne og kvæstede ligger heller ikke klart, men dødstallet frygtes at være uhyggeligt højt. 

Røde kors vurderer at mindst 3 millioner mennesker er berørte af katastrofen. 

Nødhjælpsorganisationer arbejder på højtryk for at få nødhjælp frem til området.

Samtidig har nabolandet, Den Dominikanske Republik, åbnet sine grænser så nødstedte kan få hospitalshjælp. 

Enriquillo-Plaintain Garden forkastningen
Haiti og Den Dominikanske Republik ligger på øen Hispaniola, der ligger på den Caribiske kontinentalplade. 

Mod nord støder den Caribiske plade mod den Nordamerikanske kontinentalplade. Området udgøres af to tektoniske forkastninger, en på den nordlige og en på den sydlige del af Hispaniola. 

Den forkastning der udløste jordskælvet, Enriquillo-Plaintain Garden forkastningen, går lidt syd for Port au Prince. 

Enriquillo-Plaintain Garden forkastningen har tidlige udløst kraftige jordskælv i 1860, 1770, 1761, 1751, 1684, 1673 og 1618.

Senest i 1946 blev Hispaniola ramt af et skælv, der måltes til 8,1 på Richterskalaen og udløste en tsunami. 

Ved den lejlighed gik det værst ud over Den Dominikanske Republik, hvor 2.000 mennesker mistede livet. 

 

  Bookmark and Share

 

Kilde: BBC

 


Rejsenyt 2010 Nyheder og artikler om rejser og lande, vind og vejr, geografi og historie, stort og småt 

 

At rejse er at leve .dk - Copyright notice

At rejse er at leve.dk

Forsiden

Haiti

Tilbage til

Nyheder fra Haiti