THAILAND - Rejsevejledning og særlige forhold
Igangværende væbnede konflikter:
Ingen

Situationen i Thailand:
I de sydlige provinser Narathiwat, Yala,  Pattani, Songkhla, har der været flere attentater mod statslige myndigheder, men også mod civile mål. 

Situationen er fortsat ustabil ved Thailands grænse til Burma eller Myanmar. 

Flere landes myndigheder advarer deres borgere mod rejser til flere specifikke områder. 

Aktuel rejsevejledning: Se Udenrigsministeriets opdaterede hjemmeside

Se Tysklands udenrigsministerium

Kriminalitet 
Man bør ikke aflevere sit pas som sikkerhed for betaling af hotel eller lignende. Passet bør opbevares forsvarligt - tyveri af pas er meget udbredt.

Det frarådes at man tager imod mad og drikkevarer man bliver tilbudt på markeder, værtshuse og lignende steder, af personer man ikke kender - disse kan indeholde bedøvelsesmidler.

Man skal være meget forsigtig med at købe safirer og andre ædelstene, både indfattede og uindfattede. Der advares særlig mod sælgere der kontakter en på gaden med tilbud om "sidste-dags" udsalg. Der findes ikke statsejede juvelbutikker i Thailand.

Når man benytter taxi, bør man kun benytte registrerede taxier med gule nummerplader eller limousine service, eftersom der har været flere overfald på turister der har benyttet uregistrerede taxier.

Trafik  
Man skal være meget forsigtig med at leje bil og motorcykler. De lokale udlejningsfirmaer er ofte ikke forsikrede, så det er brugeren der bliver gjort ansvarlig i tilfælde af reparation eller erstatning til skadelidte. Styrthjelm og motorcykelkørekort er påbudt og der kontrolleres hyppigt.

Narkotika
Man skal være opmærksom på at der i Thailand er meget hårde straffe for alle typer narkotikaforbrydelser. Selv besiddelse af små mængder narkotika kan give meget lange fængselsstraffe - 50 år er ikke usædvanligt - i værste fald dødsstraf.

Andet 
Hvis man bliver i landet længere end ens visum er gyldigt, risikerer man at blive sat i immigrationsfængsel.

Ved Phuket og Koh Samui skal man være særlig forsigtig når man svømmer ud for kysten - strømmen kan være meget stærk og er skyld i mange drukneulykker hvert år.

Forsikring 
Alle rejsende opfordres til at tegne en separat rejseforsikring selv i forbindelse med kortere ferierejser.

Generelt
Den seneste tids begivenheder har understreget, at vesterlændinge over hele verden bør være opmærksom på risikoen for vilkårlige angreb på civile på f.eks. offentlige steder, eller steder hvor mange turister færdes. 

Kilde: Danske udenrigsministerium

Bemærk: Forholdene kan ændre sig hurtigt. Se Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.

 


Rejsevejledning  Copyright notice - Disclaimer 

 

Thailand